WOLF’s Grundingsolie bekæmper ikke råd, svamp og borebiller ved hjælp af kemikalier

Tillæg til sagen mod Miljøstyrelsen

I stedet udnytter vi linoliens naturlige egenskaber til at forebygge, og vi lægger et meget stort arbejde i at rense og raffinere olien netop for at undgå brugen af kemikalier.

Det eneste, vi tilsætter, er et konserveringsmiddel i mængder, som ligger under grænseværdien for, hvad Miljøstyrelsen skal godkende.

Da sagen startede i august 2001 brugte vi produktet Parmethol S15 (0,08 til 0,1%). Det erstattede vi senere med Polyphase 920 (0,4%), fordi Miljøstyrelsen gjorde os opmærksomme på, at Parmethol S15 ikke var på Miljøstyrelsens liste over godkendte bekæmpelsesmidler.

Senere fandt vi ud af, hvorfor det ikke var på listen over godkendte bekæmpelsesmidler.

Det var fordi Parmethol S15 alene bruges som konserveringsmiddel.

Polyphase 920 bruges både som konserveringsmiddel og som bekæmpelsesmiddel afhængigt af mængden, man tilsætter.

Men begge midler omtales alligevel som et fungicid, hvilket er en fællesbetegnelse for svampeødelæggende kemikalier, som de fleste mennesker kender.

Jeg oplyser både i annoncer og på etiketter, at min grundingsolie til udendørs brug indeholder fungicid - fordi den indeholder fungicid. Hvis man i øvrigt læser mit markedsføringsmateriale og sætter sig lidt ind i, hvordan linolie virker, ved man godt, at det ikke er fungicid, der gør, at linolie forebygger råd, svamp og borebiller.

Læs mere om linolie her.

Om Miljøstyrelsens sagsbehandler, Anne-Mette Jørgensen, som kører sagen mod os, ikke ved dette, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Fakta er, at hun i forløbet nægter at anerkende, hvad der står på Miljøstyrelsen hjemmeside om emnet, og hvad mine rådgivere og leverandører samstemmende siger om gældende regler på området.

Senere i forløbet får vi dog fat i en af hendes kolleger, som giver os en sober forklaring og bekræftede, hvad mine leverandører og rådgivere havde sagt: At vi frit kunne vælge mellem de to konserveringsmidler. Mængden afgør, hvorvidt grundingsolien skal godkendes eller ej, og vi fik endnu en gang bekræftet, at de mængder, som vi tilsætter, ligger under grænseværdien for, hvad Miljøstyrelsen skal godkende.

Dette klare svar får vi dog først mange år senere, hvor sagen er kørt helt af sporet.

Endnu senere forsøger Miljøstyrelsens jurist overfor anklagemyndigheden at bortforklare kollegaens udsag - ved at påstå, at indholdet slet ikke er relevant for, hvorvidt olien skal godkendes eller ej.

Kort forinden var jeg dog blevet tvunget til at betale miljøafgift til staten (på trods af, at der endnu ikke er faldet dom i sagen), og her bruger selvsamme Miljøstyrelse indholdet som begrundelse.

Selvfølgelig skal markedsføringen være i orden og det, der står på dåserne være i overstemmelse med det faktiske indhold.

Men hvis ikke det er det faktiske indhold i dåserne, der afgør, hvorvidt et produkt hører under kemikalieloven eller ej, hvad er så formålet med kemikalieloven, og hvad kan forbrugerne bruge Miljøstyrelsens godkendelsesprocedure til?

(tilbage til sagen her)