Sagen mod Miljøstyrelsen (sagsforløb med bilag)

Sagen begyndte i august 2001 med en annonce i en lokalavis, hvor vi - fuldstændig i overensstemmelse med sandheden - skrev, at WOLF’s Grundingsolie med og uden trætjære ”forhindrer råd, svamp og borebiller”.

På den baggrund - og uden på noget tidspunkt at have undersøgt grundingsoliens indhold - konkluderede Miljøstyrelsen, at der var tale om et bekæmpelsesmiddel.

Bekæmpelsesmidler skal ifølge kemikalieloven godkendes af Miljøstyrelsen. Den 9. august 2001 modtog jeg derfor et påbud om "at standse markedsføringen af min grundingsolie som et bekæmpelsesmiddel", som Miljøstyrelsen skrev. Jeg fik samtidig at vide, at jeg på min hjemmeside brugte ”vildledende udsagn”. Bl.a. fordi jeg skrev, at linolie ikke skader miljøet, og at mine indendørs malinger var tencidefri, ikke indeholdt nonylfenol, pesticider mv.

Første brev var en partshøring, som jeg kunne kommentere.

Til gengæld sluttede det med følgende sætning: ”Påbuddet kan ikke påklages til anden myndighed”.

Læs påbuddet i sin fulde ordlyd her.

Jeg må indrømme, at jeg var noget forundret.

Linolie er ikke på listen over produkter, som skal godkendes af Miljøstyrelsen, og vi har aldrig påstået, at WOLF’s Grundingsolie bekæmper råd, svamp og borebiller ved hjælp af kemikalier. Tvært imod.

Vi udnytter linoliens naturlige egenskaber til at forebygge - det er helt grundlæggende forskellen på at bruge linolie frem for træbeskyttelser baseret på kemikalier og opløsningsmidler - og vi lægger et meget stort arbejde i at rense og raffinere olien netop for at undgå at bruge kemikalier.

Læs artiklen: Fra hørfrø til linoliemaling

Det eneste, vi tilsætter, er et konserveringsmiddel. Dog i så små mængder, at det ligger under grænseværdien for, hvad Miljøstyrelsen skal godkende.

Alligevel kom dette konserveringsmiddel til at spille afgørende rolle i sagen. I hvert fald i de første år.

Læs her, hvordan.

Endelig skal det med, at Miljøstyrelsen på deres hjemmeside under afsnittet om godkendelse af træbeskyttelsesmidler, skriver:

”En del malinger og olier til træ skal ikke godkendes som træbeskyttelsesmidler – selv om de kan have et lavt indhold af svampedræbende kemikalier. Kun midler, der er beregnet til at bekæmpe træødelæggende svamp eller skadedyr i træ, skal godkendes."
(http://www.mst.dk/Bekaempelsesmidler/Biocider/For+forbrugerne/Tr%C3%A6+og+tr%C3%A6beskyttelses-midler/01020100.htm)

WOLF's Grundingsolie er sådan et træbeskyttelsesmiddel.

Overbevist om, at der var tale om en fejl, ringede jeg derfor til Miljøstyrelsen for at få den rettet. Sådan som jeg husker samtalen med Miljøstyrelsen tilbage i 2001, gav sagsbehandleren mig ret i, at der nok var tale om en fejl. Alligevel modtog jeg få dage senere det endelige påbud.

Jeg ringede derfor igen til Miljøstyrelsen og bad om et møde – og fik nej. Samtidig fik jeg at vide, at påbuddet ikke var til diskussion. Sagsbehandleren gentog sætningen fra brevet om, at påbuddet ikke kunne påklages til anden myndighed.

Godt vred over den behandling indrykkede jeg i stedet en helsidesannonce i samme lokalavis, som den første annonce var sakset fra. Jeg havde allerede på det tidspunkt på fornemmelsen, at det var Danmarks Farve- og Lakindustri, som stod bag – selv om Miljøstyrelsen ikke ville ud med, hvem anmelderen var.

Der skulle dog gå mange år endnu, før jeg ved hjælp af aktindsigt fik bekræftet den mistanke.

Tilsvarende gik der også rigtig mange år, før det gik op for mig, at Miljøstyrelsen kemikaliekontor tilsyneladende ikke aner noget som helst om linolie. Hverken linoliens historie – eller hvorfor og hvordan linolie virker. Desværre viser de heller ingen interesse for at vide noget om som helst om det.

Danmarks Farve- og Lakindustri
Herefter blev der stille i nogle år. Jeg fortsatte som jeg altid havde gjort, og Miljøstyrelsen reagerede ikke. Jeg anså derfor sagen for afsluttet.

Jeg ændrede heller ikke min markedsføring, som jeg mente og stadig mener både var lovlig, i overensstemmelse med sandheden - og bydende nødvendig. Især på grund af de smædekampagner mod linolieproducenterne, som Danmarks Farve- og Lakindustri havde stået bag igennem flere år.

Her vil jeg særligt fremhæve foreningens løgnehistorie fra 1999 om, at linoliemaling afgasser formaldehyd. En særdeles udspekuleret kampagne, som havde til formål at skade linoliepoducenterne i en periode, hvor stadig flere mennesker valgte de moderne træbeskyttelsesmidler fra til fordel for blandt andet linolien - og hvor alkydmalingen ikke rigtig vandt inpas, fordi den simpelthen ikke var god nok.

Læs mere her.

I perioden frem til vi næste gang hørte fra Miljøstyrelsen, modtog jeg en hilsen fra Danmarks Farve- og Lakindustri - et fire sider langt brev, hvor foreningens formand, Vibeke Plambeck, beskyldte mig for at overtræde markedsføringsloven, kemikalieloven samt at være ukollegial. Blandt andet fordi jeg kalder min linoliemaling for miljøvenlig.

Brevet var fyldt med udokumenterede påstande og henvisninger til mere eller mindre underlødige udenlandske undersøgelser, og jeg må indrømme, at jeg rystede på hovedet, da jeg læste dets indhold.

For det første er jeg nok et af de mennesker her i landet, der ved mest om linoliemaling. Jeg har arbejdet med og udviklet dette speciale i mere end et halvt århundrede, og jeg har kæmpet for at bevare dette fantastiske produkt på markedet, mens stort set alle andre gik efter de moderne malinger og træbeskyttelsesmidler.

Hertil kommer, at forskningsbaseret viden om linolie er yderst sparsom, og at det aldrig nogensinde er dokumenteret at linolie på nogen måde skader miljøet. Tvært imod!

Hertil ligger jeg inde med en lang række undersøgelser af mine egne produkter, som modbeviser stort set alle de påstande, fru Plambeck fremsatte i sit besynderlige brev.

For de som har lyst til at vide mere, kan jeg anbefale Miljøstyrelsens rapport om Linolie til overfladebehandling af udvendigt træværk. Den udkom i 2001 og giver et sobert bidrag til debatten for eller imod linolie.

Med til historien hører også, at Danmarks Farve- og Lakindustri havde kæmpet for et forbud mod at bruge ord som "miljøvenlig" og "miljørigtig" i markedsføring af alle malinger og træbeskyttelsesmidler. Det var efter skandalen om malersyndromet, hvor foreningens medlemmer forsøgte, men havde umådelig svært ved at fremstille et miljøvenligt produkt, der kunne leve op til de egenskaber, som de miljøskadelige produkter havde. Under dække af at ville beskytte forbrugerne besluttede man derfor internt i foreningen, at medlemmerne ikke måtte bruge miljøargumenter i deres markedsføring.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvordan det gavner forbrugerne og/eller miljøet, at de, der vitterlig har udviklet et miljøvenligt produkt, ikke må fortælle det til forbrugerne?

Konkurrencestyrelsen greb da også ind og forbød reglerne.

Senere fandt Danmarks Farve- og Lakindustri ud af, at det havde skudt sig selv i foden. Det havde selvfølgelig været smart, hvis de havde kunnet presse et lignende forbud ned over hovedet på os, der havde den miljøvenlige løsning.

For det var de miljøvenlige produkter, kunderne ville have, og vi linoliepoducenter oplevede i de år en støt stigende efterspørgsel. Det gør vi i øvrigt stadig.

Desværre skete der også det, at en række producenter begyndte at eksperimentere med linolien. Man tilsatte opløsningsmidler i forsøg på at få olien til at tørre hurtigere, og kemikalier for at slippe nemmere over problemet med skimmelsvamp.

Synd, for begge dele ødelægger linoliens naturlige egenskaber, og hensynet til miljøet går tabt. Desuden skulle forbrugerne nu til at se sig for, når de handlede linoliemaling.

Den historier er i øvrigt årsagen til, at jeg igennem mange år har kaldt min linoliemlaing for "ægte". Det må jeg heller ikke mere for Miljøstyrelsen, som betragter ordet "ægte" som vildledende.

Fire år senere
Den 6. december 2005 hørte vi igen fra Miljøstyrelsen. Vi var blevet udtrukket til kontrol i forbindelse med en kampagne, fik vi at vide – og fik besøg af tilsynsførende Anne-Mette Jørgensen fra Miljøstyrelsens kemikaliekontor. Formålet var at undersøge om vi lå inde med ulovlige kemikalier, og om vi i øvrigt opbevarede de kemikalier, vi havde på ejendommen, korrekt.

Det gjorde vi. Tilsynsførende fandt ingen ulovligheder, men hun så, at der på grundingsoliens etikette stod, at produktet var miljøvenligt.

Det medførte få dage senere (den 9. december) en længere skrivelse fra Miljøstyrelsens kemikaliekontor, som igen overså, at linolie ikke hører under kemikalieloven. I skrivelsen stod der blandt andet, at vi skulle ”meddele Miljøstyrelsen, hvordan vi ville lovliggøre markedsføringen af vores grundingsolie, således at forbrugerne ikke fremover ville blive vildledt”.

Samtidig blev vi pålagt at fremsende etiketter, recepter, registreringsnumre og dokumentation for indhold i fem af vores produkter senest 28. december 2005.

I første omgang blev jeg rigtig vred. Vi vildleder ikke vores kunder, tvært imod, så gør vi et stort arbejde for at sikre, at vores kunder får den rigtige vejledning, når de køber et produkt hos os.

Men selvfølgelig måtte de se vores dokumentation, og vi gik i gang med at finde materialet frem.

14. december blev der gennemført tilsyn i den første af vores butikker, hvor alt blev gennemgået, selv temperaturen i lokalet. Miljøstyrelsen fandt dog ikke noget at klage over, og da vi 16. december fremsendte de oplysninger, som Miljøstyrelsen havde bedt om, var vi overbeviste om, at så var den sag ude af verden.

Af grundingsoliens recepter og etiketter fremgik det nemlig tydeligt, at indholdet var ren, ufortyndet linolie kun tilsat 0,07 til 0,1% Parmetol S15.

Parmetol S15 er godt nok en svampegift, som i fagsprog går under fællesbetegnelsen fungicid. Men i de små mængder, vi anvender Parmetol, virker det kun som et konserveringsmiddel, der skal beskytte olien under opbevaring. Samtidig angav jeg tydeligt både i annoncer og på etiketter, at grundingsolien til udendørs brug, indeholdt fungicid.

Men sagen var langt fra ude af verden.

Alt salg stoppes
Miljøstyrelsen fandt efter meget lang sagsbehandling flere uoverensstemmelser mellem mine recepter og de etiketter, som sad på dåserne. Blandt andet havde krydset i faremærket på etiketterne en forkert facon og skulle stå tættere sammen med den øvrige tekst. Desuden skulle det lille ”n”, der står ved siden af krydset i faremærket, være et ”i”.

(forskellen på fareetiketterne vises her)

Men jeg havde skrevet på etiketten, at grundingsolien er ”miljørigtig” (MAL-koden er 00-1, hvilet er den reneste maling du kan købe). Men ordet "miljørigtig" mente Miljøstyrelsen var så stor en forbrydelse, at de nedlagde salgsforbud mod grundingsolie. Desuden blev jeg pålagt at trække grundingsolien hjem fra samtlige mine forhandlere.

Begrundelsen for at nedlægge salgsforbud var den samme påstand, som Miljøstyrelsen havde brugt i 2001. Altså påstanden om, at grundingsolien er et bekæmpelsesmiddel, som skal godkendes af Miljøstyrelsen efter kemikalielovens regler, fordi den indeholder det før omtalte konserveringsmiddel.

Jeg modtog brevet den 24. februar 2006. Grundingsoliens er mit hovedprodukt, forårssæsonen stod for døren, og lagrene var fyldt op.

Jeg kontaktede derfor rådgivningsvirksomheden Eurofins Miljø A/S, som jeg bad om at se nærmere på sagen, teste min grundingsolie og udfærdige nye produktbeskrivelser og sikkerhedsdatablade. Noget konkret svar på, hvad det egentligt var jeg gjorde galt, kunne jeg jo ikke få fra Miljøstyrelsen, og jeg var indstillet på hurtigt muligt at få sagen bragt i orden.

Eurofins Miljø A/S kom meget hurtigt frem til, at Grundingsolien uden trætjære ”ikke skulle klassificeres efter Miljøministeriets bekendtgørelse om klassificering, mærkning mv. af kemiske produkter”. Grundingsolien med trætjære skulle mærkes med faremærket ”lokalirriterende”, som det hele tiden havde været. Ingen af produkterne skulle godkendes af Miljøstyrelsen før salg.

Desuden skiftede vi efter Miljøstyrelsens anvisninger vores konserveringsmiddel ud med et nyt, og skrev ikke længere på etiketten, at olien indeholdt fungicid. De øvrige uoverensstemmelser mellem recepter og etiketter blev naturligvis også bragt i orden, og den 16. marts blev nye produktbeskrivelser, datablade, etiketter mv. blev sendt til Miljøstyrelsen til godkendelse.

Jeg har på dette tidspunkt gentagne gange forsøgt at forklare sagsbehandleren:
- at mine produkter forebygger, ikke bekæmper
- at det ikke er kemikalierne, der ”forhindrer råd, svamp og borebiller” i at ødelægge træet, men alene oliens unikke egenskaber, hvilket er dokumenteret gennem anvendelse siden middelalderen og gennem internationale tests, som f.eks. prEn 927-3 og 152 udført af Teknologisk Institut og Maleteknisk Rådgivning.

Dette var dog iflg. Miljøstyrelsen ikke relevant for sagen!

Alligevel bad vi Eurofins Miljø A/S om at ansøge Miljøstyrelsen om godkendelse af vores grundingsolier. Det ville tage to år, kunne vi læse på www.mst.dk. Jeg spurgte derfor Miljøstyrelsen om mulighed for at få en dispensation til at sælge produktet i den mellemliggende periode, med henvisning til:
- Eurofins Miljø’s konklusion,
- Teknologisk Instituts test af produktets egnethed som træbeskyttelse,
- og til det faktum, at en lang række konkurrerende produkter, som var godkendt af Miljøstyrelsen, indeholdt op til 50 gange mere fungicid end vores og derfor reelt blev anvendt sol bekæmpelsesmiddel.

Den 5. april fik vi brev om, at vores produkter nu er lovliggjorte, fordi grundingsolien ikke længere indeholdt fungicid. Hvorfor, fremgår ikke tydeligt, og Miljøstyrelsen siger intet om, at jeg ikke længere behøver søge om godkendelse.

Desuden svarer Anne-Mette Jørgensen på mit spørgsmål om dispensation, som om det stadig er aktuelt: ”at Miljøstyrelsen ikke har hjemmel til at dispensere fra godkendelsespligten i loven”.

Endelig truer hun til slut i brevet med en politianmeldelse. Det er nemlig kun grundingsolien med det nye konserveringsmiddel, der er ”lovliggjort”, får vi at vide.

For mig at se, er resultatet af Miljøstyrelsens indgriben på ingen måde til fordel hverken for kunderne eller miljøet. Grundingsolien indeholdt fortsat fungicid - endda i større mængder, fordi Miljøstyrelsen bad os udskifte det konserverningsmiddel, vi brugte dengang. Samtidig er oplysningen fjernet fra etiketten, så kunderne ikke længere kan se, at grundingsolien inderholder fungicid.

Det er i mine øjne vildledning af forbrugerne!

Kontrolbesøg og nye anklager
Der finder nu kontrolbesøg sted i vores butikker. To mand høj i hver af mine dengang fem butikker.

Her finder man bl.a. nogle dåser af den efterhånden meget omtalte grundingsolie med gammel etiket, som er taget retur fra kunder i forbindelse med ganske almindelig ombytning/fortrydelsesret. Dette bliver påtalt som om vi stadig har produktet på hylderne.

Det bliver samtidig påtalt, at vi på etiketterne omtaler to af vores produkter som træbeskyttelse. Det må vi ikke længere - selv om linolie har været brugt som træbeskyttelse siden middelalderen, og der absolut intet står i kemikalieloven om, at det kun er produkter godkendt af Miljøstyrelsen, der må kaldes for træbeskyttelse.

I stedet forlanger sagsbehandlere nu, at jeg skal kalde min træbeskyttelse for ”overfladebehandling” - på trods af at linoliens særlige evne til at trænge dybt ind i træværket - helt op til 7 mm.

Jeg beder om en forklaring på, hvorfor vi ikke må kalde vores grundingsolie for træbeskyttelse – eller i det mindste en forklaring på, hvad forskellen er på træbeskyttelse og overfladebehandling - og får som sædvanlig intet svar.

I stedet bliver jeg nu holdt ansvarlig for, at mine forhandlere ikke har rettet deres hjemmesider trods mit brev om tilbagetrækning af vores grundingsolier fra markedet.

Endelig skærpes svarfristerne, så ganske almindelige postgang ikke længere er nok, hvis jeg skal nå at svare Miljøstyrelsen rettidigt.

Jeg beder nu en advokat om at gå ind i sagen.

Den 2. juni modtager vi igen brev.

Miljøstyrelsen har ladet vores produkter, som de udtog den 2. maj, teste hos DMU (Danmarks MiljøUndersøgelse) - tilsvarende den test, vi selv har ladet gennemføre hos Eurofins Miljø A/S. Begge undersøgelser viser, at indholdet af konserveringsmiddel er langt under grænseværdien for produkter, der skal klassificeres efter Miljøministeriets bekendtgørelse om klassificering, mærkning mv. af kemiske produkter. I Grundingsolien med trætjære er indholdet af konserverngsmiddel så lavt, at DMU ikke kan måle det.

Resultatet foreligger den 23. maj, men sendes først til mig den 2. juni. Miljøstyrelsen har nemlig i modsætning til os masser af tid. Og denne gang har sagsbehandleren tilsyneladende læst papirerne lidt grundigere. I hvert fald er det nu gået op for hende, at grundingsolien stadig indeholder konserveringsmiddel. Det har hun godt nok hele tiden sort på hvidt kunnet læse af den dokumentation, som vi har sendt til hende i en lind strøm.

At grænseværdien for, hvad der skal godkendes af Miljøstyrelsen ikke er overskredet, vil hun dog stadig ikke indse – ligesom hun ser stort på, at hun tidligere har godkendt selv samme grundingsolie med konserveringsmidlet i.

Grundingsolien skal igen trækkes tilbage, og jeg bliver nu beskyldt for at ændre mine etiketter for at skjule, at produktet indeholder fungicid.

Endelig varsler hun nu et fuldstændigt forbud mod salg af grundingsolien, hvilket gør, at vi stort set betyder, at vi kan lukke virksomheden. dreje nøglen om i virksomheden.

Jeg er målløs!

Der er hverken hoved eller hale i noget som helst, og sagsforløbet minder mere og mere om en heksejagt. Mine rådgivere siger en ting. Miljøstyrelsen siger noget andet. Anklagen er falsk. Det ved jeg. Jeg har været i branchen i 55 år, jeg har samvittigheden i orden, og jeg ved, hvad jeg har med at gøre.

Under hele forløbet har jeg gjort indsigelser og stillet opklarende spørgsmål. Intet har jeg fået svar på. Adskillige gange har jeg bedt om at få et opklarende møde med Miljøstyrelsen. Et møde, som måske allerede i 2001 kunne have sat en stopper for hele denne vanvittige sag.

Men sådan ville Miljøstyrelsen det ikke.

Kemikalieleverandøren hjælper til
Jeg kontakter nu min leverandør for at få hjælp. Konsulenten mener, at der er tale om en klar forskelsbehandling af min lille virksomhed i forhold til de store i branchen, og han tilbyder at kontakte Miljøstyrelsen for at opklare misforståelsen.

Det sker allerede den 8. juni.

Brevene fra Miljøstyrelsen tager nu en ny drejning. Sagen drejer sig nu ikke længere om, hvad der reelt er i bøtterne, men om hvad der står på etiketterne.

Henvendelsen fra konsulenten har også haft en effekt på en anden måde. Nu vil sagsbehandleren nemlig gerne se testresultaterne fra Teknologisk Institut for at vurdere, om det tilsatte konserveringsmiddel sammenholdt med produktets effektivitet er virksomt overfor træødelæggende svamp – og dermed godkendelsespligtigt.

Kunne de ikke have gjort det fra starten?

Jeg fremsender nu yderligere dokumentation og beder samtidig om en tilbagemelding fra Miljøstyrelsen, der entydigt tilkendegiver, at mine produkter ikke skal godkendes efter kemikalieloven. Materialet sendes til Miljøstyrelsen den 4. juli.

Landbetjenten
Men der sker ingenting – ikke før i begyndelsen af august, hvor landbetjenten banker på min dør.

Landbetjenten bliver naturligvis inviteret indenfor og budt på en kop kaffe. Afhøringen varer ganske kort. Jeg nægter mig skyldig, hvorpå han takker for kaffen og kører igen.

Den 25. august 2006 svarer Miljøstyrelsen endelig på mit brev af 4. juli. I brevet afviser sagsbehandleren al dokumentation fra Teknologisk Institut, Malerteknisk Rådgivning og Hussvamp Laboratoriet ApS samt testen, som er gennemført efter de europæiske normer EN 927-3. De er uinteressante i forhold til sagen, mener hun.

Kun brevet fra konsulenten fra Troy Chemical Company tager hun for gode vare og bekræfter endeligt, at grundingsolien med det 0,41% aktive stoffer mod svamp og råd ikke skal godkendes af Miljøstyrelsen. Eller sagt på en anden måde: Sine egne, europæiske og anerkende nationale eksperter afviser hun.

Men kemikalieindustriens eksperter godtager hun uden nogen form for rysten på hænderne.

Dumhed eller ond vilje?
Men sagen er langtfra slut endnu. Det seneste brev fra Miljøstyrelsen indeholder nemlig på ny krav om yderligere dokumentation, og politianmeldelsen bliver ikke trukket tilbage.

Desuden meddeler hun nu Told & Skat at de skal opkræve afgifter for fem år tilbage i tiden. Olien før det nye konserveringsmiddel med de 0,41% aktive stoffer blev tilsat er nemlig fortsat efter sagsbehandlerens mening ”ulovlig”, på trods af, at den indeholder færre aktive stoffer - max. 0,1%.

Jeg udbeder mig en forklaring, men Miljøstyrelsen vil ikke svare. Året ud og hen over nytår fortsætter tovtrækkerierne, og jeg må indrømme, at jeg har været ved at give op.

Kuppede sig til møde
Men i begyndelsen af januar lykkes det pludselig min advokat at arrangere et møde med sagsbehandleren i Miljøstyrelsen.

Der er godt nok tale om lidt af et kup. Sagsbehandleren er nemlig på ferie, så det er en kollega, der aftaler mødet på hendes vegne.

Mødet finder sted den 10. januar 2007, hvor min advokat, Mette Mygind, og jeg mødes af sagsbehandleren, hendees chef og Miljøstyrelsens jurist. Før mødet ringer sagsbehandleren til min advokat og fortæller hende, at der ikke kan blive tale om at diskutere selve sagen. Det acceptere Mette, da vores primære mål er at få fritagelsen for godkendelse med hjem.

Mødet varer i alt 20 minutter. På mødet oplyser Miljøstyrelsens jurist, at resultatet af afhøringen ligger på hendes bord. Det har det gjort siden september måned. Men Miljøstyrelsen har altså ikke fundet det nødvendigt at sende en kopi til os - eller tage stilling til, hvorvidt de vil forfølge sagen eller ej – ligesom de heller ikke har fundet det nødvendigt at meddelelse mig, at sidste del af sagen egentlig er afsluttet fra deres side.

Det sker først efter mødet og helt officielt i et brev dateret den 29. januar 2007.

I brevet står der dog ikke noget om, hvorvidt politianmeldelsen opretholdes, og politimesteren i Køge får heller ikke besked.

Kære Conni Hedegaard
I begyndelsen af februar beslutter jeg mig for at skrive til miljøminister Connie Hedegaard.

”Det er som om kemikalielovgivningen ikke virker efter hensigten,” skriver jeg, forklarer, hvordan linolie virker og fremlægger sagens forløb. Jeg spørger hende direkte, om hun mener, denne sag skal ende med, at Miljøstyrelsen lukker landets mest miljøvenlige producent af træbeskyttelsesmidler?

Hun har aldrig svaret – end ikke bekræftet, at hun har modtaget brevet.

Med venlig hilsen Told & Skat
Den 9. marts tager min advokat kontakt til anklagemyndigheden i Køge, som rykker Miljøstyrelsen for en tilbagemelding. Samtidig får hun endelig den efterlyste kopi af afhøringen.

Der sker dog fortsat ingenting fra Miljøstyrelsens side.

Men nu banker Told & Skat på min dør med et krav om afgifter i hundrede tusinde kroners klassen. Kravet fremsættes på baggrund af Miljøstyrelsens anmeldelse fra 24. februar 2006, hvor de på baggrund af den famøse annonce fra august 2001 påstår, at jeg sælger bekæmpelsesmidler!

Sagen har endnu ikke været for en dommer, men Told & Skat forlanger pengene alligevel, på grund af forældelsesfristen.

Miljøstyrelsen foretager sig stadig intet.